PrinfoHolbæk/OnPrint overtager MED Skilteteknik i 2016

PrinfoHolbæk/OnPrint overtager MED Skilteteknik

Med købet af den lokale skiltevirksomhed styrker PrinfoHolbæk-Hedehusene-Køge/OnPrint A/S sin placering som Region Sjællands største grafiske hus. Og MED Group A/S fra Regstrup følger sin strategi om at koncentrere kræfterne om kerneopgaven, handel med militær- og sikkerhedsudstyr.

Fra venstre: Claus Jensen, Jesper Hjort, Peter Jensen, Leif Braae og Ib Hansen

PrinfoHolbæk/OnPrint på K.P. Danøsvej i Holbæk overtager pr. 1. oktober 2016 MED Skilteteknik, der har adresse på Virkelyst 5 i Regstrup. Udover at overtage alle maskiner og udstyr følger også fire af de nuværende medarbejdere med over til den nye ejer. Nuværende adresse og navnet MED Skilteteknik bevares indtil videre.

Ejer og bestyrelsesformand i MED Group A/S, Leif Braae forklarer salget med, at det de seneste år har været et mål at sælge nogle af selskaberne fra for at have fuld fokus på kerneforretningen. Nemlig handel med militær- og sikkerhedsudstyr. Af samme grund solgte MED i oktober 2014 sin maskinfabrik, der ligesom flere af Leif Braaes virksomheder ligger på Virkelyst:

”Vi har kigget os omkring for at se, hvem der kunne overtage MED Skilteteknik og være en stærk samarbejdspartner for vores kunder fremover. Her har PrinfoHolbæk/OnPrint vist sig som den helt rigtige køber og det naturlige valg. MED Skilteteknik passer bedre ind hos PrinfoHolbæk/OnPrint end i vores virksomhed – vi har et andet fokus. Derfor kan det her kun være en fordel for alle parter. PrinfoHolbæk/OnPrint, MED og ikke mindst alle vores kunder, der nu har adgang til et stort grafisk hus, der kan tilbyde en række ting, som vi ikke kan”, siger Leif Braae.

Millioninvesteringer

Hos PrinfoHolbæk/OnPrint ser adm. direktør og ejer Ib Plambech Hansen købet af MED Skilteteknik som muligheden for at skabe det komplette grafiske hus. Trykkeriet har de seneste år investeret adskillige millioner kroner i udstyr. Blandt andet i en stor digital trykmaskine, en UV-printer, der kan trykke på alt fra sten til tæpper og andre materialer i op til fire centimeters tykkelse. Herudover er der investeret i et skærebord, der kan skære og bukke former og figurer af papir, karton, træ- plastik- og metalplader m.m.

”Vi har de sidste par år satset meget på også at kunne producere og levere storformater til vores kunder. Det eneste vi har manglet er skiltedelen, og den får vi nu – det handler blandt andet om at kunne producere de helt store facadeskilte og pakke biler ind i folie. Vi har i dag nogle kunder, som vi kan servicere 80 procent, men som må få lavet skilte andre steder. Dem kan vi nu servicere 100 procent, så de kan nøjes med at handle ét sted”, fortæller Ib Plambech Hansen.

Fire nye medarbejdere

PrinfoHolbæk/OnPrint råder i forvejen over en medarbejderstab på 25 mand. OnPrint besidder store grafiske kompetencer: ”Skilteteknik handler meget om materialekendskab og teknik, derfor har vi valgt at tilbyde fire af seks medarbejder at fortsætte hos os, og det har de sagt ja til – det er vi super glade for. Vi glæder os til at sige velkommen til vores nye medarbejdere”, siger Ib Plambech Hansen.

Skriv en kommentar